Vil udfordre fordomme og stereotyper

Vil udfordre fordomme og stereotyper

Bornholms Tidende 21/8 2024 samt Bornholms Tidende 19/8 2024

Hvorfor er I kommet her til Bornholm?

– Vi oplever, at der er opfattelser og stereotyper om islam og muslimer, og dem ønsker vi at udfordre ved at give folk mulighed for at snakke med os. Så vi har denne invitation med til at man kan spørge en muslim.

– Vi har været i over hundrede byer i Sverige, mens menigheden i Hvidovre har været i mange danske byer. Vi foreslog bare, at vi kunne tage til Bornholm, fordi vi alligevel er så tæt på.

Hvad spørger folk om?

– De mest almindelige spørgsmål handler om kvinders rettigheder og ligestilling i islam, om religion i skandinaviske lande og om ytringsfrihed. Særligt efter Paludan har der været meget diskussion om ytringsfrihed. De spørger hvordan vi ser konflikten i Israel? Hvordan ser vi Hamas?

– Grundlæggende spørger de os om ting, de ser på tv eller de har læst i avisen.

Hvad siger du så, når folk kommer og spørger dig om ytringsfrihed eller om ligestilling?

– Om ligestilling siger jeg, at islam har givet rettigheder til kvinder for 1400 år siden, som de ikke havde i Europa selv for 200 år siden. Men islam foreslår, at mænd og kvinder skal supplere hinanden og bygge samfundet sammen.

– Det er ikke sådan, at mænd og kvinder skal konkurrere med hinanden. Islam siger, at de passer sammen og komplimenterer hinanden. Når det er sagt, siger islam også, at kvinder har ret til uddannelse, ret til indkomst, arveret, ret til skilsmisse. Den ret garanterer islam kvinder.

Og hvad oplever du så, når du svarer folk?

– De bliver overraskede, men de svarer altid med, hvad de har set og hørt. Derfor er vi også nødt til at fordømme, hvis kvinder bliver undertrykt i muslimske lande. For det er ikke islam, det er kultur, og det er vi imod.

– Kvinder, der bor i Sverige, de er veluddannede, de er meget aktive og meget selvstændige. Så jeg mener, at vi alle bør fordømme, når vi ser, at kvinder bliver behandlet som slaver i forskellige lande.

Forstår du de opfattelser, der er af islam?

– Ja, det gør jeg, og det er derfor, vi gør det her.

– Det er fordi vi ved, at folk ikke har fået det rigtige billede af islam. Det er vores skyld, at vi ikke har været i stand til at formidle det og at nogle muslimer gør forkert i verden. Så generaliserer folk selvfølgelig og tror, at islam er sådan, fordi det er nemmere for os at forholde sig til, at muslimer er sådan og buddhister er fredelige og mediterer.

– Men virkeligheden er meget mere kompleks, og nu, fordi vi lever i multikulturelle samfund, kan disse små spændinger føre til forfærdelige resultater – det kan vi se i Storbritannien lige nu, så vi skal være meget, meget åbne over for dialog. Det er det, vi forsøger at skabe her.

Er der ingen her på Bornholm som kan svare på de her spørgsmål?

– Jeg læste faktisk, at der er åbnet en moske af en syrisk gruppe. Jeg kender dem ikke, men jeg ønsker at sige til dem, at det nu er deres pligt som etableret her at være åben, imødekommende og byde samfundet velkommen i deres moske. De skal ud og fortælle om islam og udfordre stereotyperne i samfundet.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at tale om de her stereotyper?

– Fordi vi er en minoritet i det her land, og for det første bør vi være meget bekymrede, hvis der er forkerte opfattelser. For det andet, så er islam jo vores smukke religion. Vi bør være personligt bekymrede, hvis den bliver misrepræsenteret.

– Så det er meget vigtigt, at vi gør det her. Vi elsker islam. Vi elsker vores profet. Vi elsker vores hellige bog. Og vi vil følge budskabet, som er at vi skal sprede fred og forståelse i samfundet.

Hvordan reagerer folk, når du møder dem?

– Vi er først lige kommet, men vi har snakket med en enkelt person og jeg fortalte dem, at danskerne har givet os en stor gave. Han spurgte, hvad jeg mente, og så sagde jeg, at I har sendt Paludan til os, og så havde vi en rigtig god diskussion om ytringsfrihed.

– Jeg håber, vi skal have nogle interessante diskussioner i dag, og jeg håber, at folk vil lære meget ved at komme her. Jeg har lært så meget om mit eget land, Sverige, og svenske kulturværdier ved at møde mennesker. Og jeg forstår, at de ikke er imod islam. Men de føler, at en eller anden repræsentation af islam skaber en spænding mellem det og deres egne opfattelser.

– Så vi skal gøre det nemmere for folk, for vi elsker Sverige. Og alle muslimer er forpligtet til at følge loven i det land, hvor de bor i.

Mød en svensk muslim i Rønne (artikel 2)

Tænker du, at islam er en truende og farlig religion? Så skal du måske tage en tur på Rønne Torv tirsdag eftermiddag, for her vil imamen Kashif Virk og nogle venner komme på besøg fra Sverige for at give nysgerrige bornholmere mulighed for at stille spørgsmål til hans religion.

Det sker som en del af kampagnen Spørg en Muslim, som skal imødekomme spørgsmål og bekymringer.

”I dag fremstilles islam som en truende og farlig religion i medierne. Vi ønsker at imødegå denne fortælling ved at fortælle om islams sande, fredelige lære”, fortæller Kashif Virk i en mail til Tidende, hvor han også skriver, at han håber alle vil benytte lejligheden til at møde dem på torvet.

Du har kanske missat

Upptäck mer från Imambloggen

Prenumerera nu för att fortsätta läsa och få tillgång till hela arkivet.

Fortsätt läsa